Nyheder
Har du brug for en ny tandlæge?
Så har vi åbent for tilgang af nye patienter.
Du er velkommen til at kontakte os på 86394949 for mere information.
Vi byder velkommen til Tandplejer Signe Holm Yde,
som bliver en del af vores dygtige behandler-team.
Vi håber I vil tage godt imod hende.
Christian Rasmussen, indehaver af Tandlægerne Skovvej – Ryomgård, overdrager pr. 1.oktober 2025 klinikken til Ryomgård Tandlægeklinik ved tandlægerne Jesper Kierri Jacobsen, Mogens Nørgaard og Morten Kortegaard.
Det hidtidige personale – også Christian Rasmussen – fortsætter stort set uforandret sammen med de nye ejere. Christian fortsætter dog på nedsat tid.
Det er planlagt til at blive en stille og rolig overgang for alle parter – patienter, medarbejdere samt gamle og nye tandlæger – da Jesper, Morten og Mogens har ønske om at føre klinikken videre i samme ånd som hidtil. Jesper vil fra den 1. oktober være den daglige leder på klinikken.
———— o ————
Jeg har længe overvejet at påbegynde et generationsskifte på tandklinikken. Det er derfor med stor glæde og ro i sjælen, at det bliver sammen med Jesper, Morten og Mogens. Med generationsskiftet får klinikken nu tilført yngre kræfter, og vi kan sammen erfaringsudveksle og ruste klinikken til tænderne – og til fremtiden.
Jeg kender Jesper, Morten og Mogens som tre yderst sympatiske, samvittighedsfulde og fagligt dygtige tandlæger og ved at de har samme tilgang til at drive en ordentlig og professionel tandklinik, som jeg selv har gjort. De har gennem mange år drevet fælles klinik på Djursland og er ambitiøse på klinikkens vegne med planer om at udvikle klinikkens fysiske rammer til gavn for de faglige muligheder og for i fremtiden at kunne dække tandplejebehovet i den centrale del af Djursland.
Jesper, Morten og Mogens fortsætter med også at drive Tandlægeklinikkerne i Ebeltoft og Rønde.
Jeg vil gerne takke for den tillid og den opbakning, som mine patienter og mine ansatte har vist mig gennem mine 36 år som praktiserende tandlæge på Skovvej 11 i Ryomgård. Det gør mig ydmyg og har betydet, at min tid som tandlæge i Ryomgård dagligt har været en stor personlig fornøjelse og glæde.
Christian Rasmussen
